Glæden ved motion, og glæden ved nyt udstyr.

Nå, længe siden. Hvad er der sket siden sidst? Tjaeh. Jeg har stadig knæproblemer og ondt i fødderne. Fysioterapeuten mener at det burde være gået væk nu. Jeg træner stille og roligt muskler op, men løber ikke længere. Det gør bare for ondt. Gider simpelthen ikke risikere at det bliver helt slemt igen. Dette betyder desværre også, at jeg i sidste uge tog beslutningen om ikke at løbe Berlin her til sommer. Det var lidt trist, men også fint at tage beslutningen. Løb er, med andre ord, på standby lige nu.

Nu er jeg jo typen som har svært ved at sidde stille ret længe. Jeg er ligeledes udstyrsnørd og føler altid at løb har haltet lidt på dette område. Der er simpelthen kun så meget man kan gøre med løbesko før det bliver gentagelser. Men så er det jo godt der er andre sportsgrene, og det har været noget af en åbenbaring at opdage glæden ved cykling og rulleskøjteløb.

Først er stemningsbillede fra Tour de Skævinge (ja, jeg laver ikke fis) for en måneds tid siden. Det er en glad mand der lige er kommet i mål. Jeg kørte 90 km (105 ialt på dagen) på tiden 02:47:30 eller lige knap 32 km/t. Det er skam en fin tid for en begynder. Og sikke en fornøjelse at ræse afsted på sin nye Wilier La Triestina 2010 Campagnolo Centaur. Jeg har indtil videre nu kun fået kørt knap 1000 km her i forsommeren, men sikke en fornøjelse. En god køremakker, og så bare se byer og landskaber fare forbi. Djævelsk med punkteringer og satans til vind, men ellers er cykelløb da en udsøgt fornøjelse.

Desværre må jeg konstatere, at det tager lidt hårdt på mit knæ at køre så meget, så jeg holder turene til en enkelt i weekenden typisk. Jeg tror muligvis det er mine klamper som kræver lidt finindstilling så jeg ikke vrider i knæet, men den slags er jeg ikke rigtigt nået til.

Årsagen til, at jeg egentlig ikke er så ked af at misse Berlin løbet er at jeg ikke rigtigt misser det. Jeg smider sådan set bare et par hjul under skoene og så kører jeg de 42km i dobbelt hastighed med 9999 andre deltagere. De rare folk i Berlin kunne skifte min tilmelding kvit og frit til inlinerløbet i stedet. Fedt fedt. Troels og jeg skal dermed til Berlin, og mit program står på lørsdagsløb og søndagshep. Vi har købt en pakkerejse, komplet med pastamenu aftenen før samt powerdrink.

Jeg var dog lidt ked af at skulle køre på gamle skøjter, så jeg blev jo selvfølgelig nødt til at købe et par nye speed skates. Det blev til Fila M 100, marathon edition, Carbon støvle med 100 mm hjul. Lækre. Nu er ambitionen ihvertfald under 2 timer til maraton i Berlin, men det er svært når jeg ikke har så meget at sammenligne med. Vi må se hvad der sker.

Det er jo bare en udsøgt fornøjelse at trille afsted på disse.

Helt grundlæggende finder jeg for tiden en stor fornøjelse i at dyrke alt muligt forskellig motion. Jeg går til spinningtimer, træner lidt på romaskinen, laver lidt styrketræning, kører rulleskøjter samt lange cykelture. Det er jo simpelthen for fedt. Det gør det lidt mindre trist at sige farvel til løbet. Det var en kort update. Måske jeg skulle få gang i min dagbog igen.

Ps: Har netop hørt, at vi i Movia får 1 time motion midt på dagen om ugen betalt. Jeg er simpelthen stolt af min arbejdsplads.

Definitivt intet CPH

Nå, her for en halv times tid siden har jeg sat mit medlemskab hos Sparta på pause. Det føles surt. Det betyder, at jeg helt sikkert ikke skal løbe CPH 11.

Jeg har ondt i mine fødder og led ved storetæerne. Jeg skal til fys i dag, og så må vi se hvad hun siger til det hele. Frygter det værste, men forventer, at det blot er overbelastning. Også i tæerne. Måske forkerte sko? I øjeblikket går jeg rundt på strømpesokker herude på kontoret.

Hvis mit sprog mangler malende ord, så er det fordi mit humør efterhånden er noget medtaget af denne skade. Det er sku også så diffust. Først hofte, så knæ, så tæer, og nu det hele. Suk. Måske er jeg bare blevet gammel. Der kommer nok til at mangle facebook opdateringer, men jeg vil skrive lidt tanker ned herinde når jeg har dem.

Først vil jeg lige skrige ind i en pude og slå i en væg, på digital manér; AARRRRHGHH MUTHAFUCK¤/&))ING WHAT THE F(/&%CK. LORTE KROP!

Sådan. Tilbage til arbejdet. Og kaffen. Og smertende led.

Bag hver en sky...

Jeg har desværre ikke noget godt nyt angående løbeskaden. Smerter i knæ og hofte er mere sporadiske og svagere, men stadig til stede. Jeg venter på mine indlæg, men så vil jeg prøve en kort tur igen, men min optimisme svinder stadig ind. Jeg har pt. ingen forhåbninger om CPH maraton 2011, men man ved aldrig. Problemet ligger også i mine fødder. Mine led i mine tæer, er, grundet den unarturlige indsynkning på min forfod, temmeligt medtagede af den ekstra belastning. Umiddelbart er dette mit største problem, og noget der kan betyder, at jeg ikke kan genoptage løbet, ihvertfald i den form jeg har løbet i år.
 Jeg føler dette mere og mere gå mig på. Jeg er, for at sige det fuldstændigt ærligt, rigtig ked af udviklingen og slået temmeligt meget ud. Jeg har det også således, at når (forhåbentligt) jeg kan genoptage løbet igen, vil det være med fornemmelsen af en sårbarhed i min krop og en frygt for nye skader. Mit håb er, at de nye speciallavede indlæg vil gøre en afgørende forskel, men jeg gør min ingen forhåbninger om at der er nogen "quick-fix" løsning på denne serie af sammenhængende skader.
 Tankerne går også en del på hvad det er ved løb jeg gerne vil bevare. Jeg tænker, at der skal større fokus på diversitet i træningen, og at alt der hedder langdistancer og træningsmængder der overskrider 200 km om ugen er mere eller mindre udelukket. Jeg ved, at det er sammenholdet, aftenturene, pulsen, friheden, tankerne, lyset og naturen jeg vil bevare, og dermed gå på kompromis med "hobby-aspektet" med konkurrencer og maraton.
 Som et lille held i uheld har jeg dog fundet en stor glæde i cykling. Jeg er faldet over en fed racercykel. En let, blå, hurtig sag med gedebukkestyr og 21 gear. Igår var jeg ude at cykle en fin tur på raceren op af strandvejen. Pulsen var høj, og det var tempoet egentligt også. Jeg racede afsted i mine løbesko og løbetights, og fik da også et par smil med på vejen. Det er vist ikke så velset i cykelverdenen at være foruden det rigtige gear, men ikke desto mindre fik de baghjul langs strandvejen.
 Jeg vil kompensere for manglende løb med cykling og crosstrainer. Så må vi se hvad der sker på sigt.

Lidt godt og lidt dårlig nyt

Efter et besøg hos Sportsfyssen i dag er jeg fyldt med glæde og frustration på samme tid. Den gode nyhed er at jeg ikke har nogen kronisk skade, men at jeg kan komme mig over den på sigt. Den dårlige nyhed er, at jeg har inflammation (irritation, væskeansamling) i begge knæ og hofte. Det vil tage uger at komme mig oven på den og måneder før jeg er i samme stand som for blot to uger siden. Det betyder, at hvis jeg skal løbe maraton bliver det nok ikke til den store guldmedaljevindertid (men så er der jo selvfølgelig Berlin).

Jeg skal lave tre øvelser hver dag, og der skal lægges kompression og is på både knæ og hofte. Om en uge, dvs på onsdag, kan jeg prøve en kort tur (under 5km) og skal mærke efter om der er smerter. Hvis der er smerter skal jeg vente en uge til. Hvis ikke kan jeg løbe fredag i næste uge, også en kort tur, og dernæst må jeg stige et par km hver gang, og slutteligt løbe en halvmaraton i slutningen af april. Så er der altså ikke lang tid til maraton. I mellemtiden skal jeg holde formen med cykel og med svømning, således at puls og træningsmængde er nogenlunde konstant, og dermed at jeg kan overføre cirka 80% af min træning til når jeg begynder at løbe igen.

Men her er den store åbenbaring: I følge fysioterapeuten er der helt inlysende årsager til at Ecco Biom har, til en vis grad, virket rigtigt godt på min fødder, mens jeg aldrig rigtigt har kunne finde den optimale sko - de har simpelthen altid føltes mærkelige på mine fødder. Årsagen er.... (drumroll)...., at jeg ikke pronerer på hælen, men derimod på forfoden. Jeg har, hvad hun med et medicinsk term, kaldte "Anders And fod". Suk. Hertil er der kun et at gøre. Indlæg. Jeg har kontaktet en specialist som jeg skal besøge i morgen, med det formål at lave et special indlæg til mig. Forhåbentligt virker det efter hensigten, og det kan jo blive en voldsom forbedring. Fyssen informerede mig, at det kan være det vil give et gevaldigt boost til mit løb bare med et indlæg. Spørgsmål et er bare hvilke sko jeg så skal satse på. Jeg tror det bliver Sauconyen, men tager både Biom og mine nye DS racere med. Det kan jo være man kan lave nogen der duer til alle sammen. Og så får ECCO'en sku et forsøg til når jeg er oven på. Det kan jo være det simpelthen vil være den optimale sko, jeg har op til flere gang forelsket mig i.

The road to success:

1. Specialindlæg
2. Styrketræningsøvelser
3. Genoptag træning med cykling og svømning som erstatning
4. Forsøg med løb
1. Hvis ingen smerter, mer løb
2. Hvis smerter yderligere ventetid med mer træning. Hvis smerter gentager sig, flere laserbehandlinger...
5. Genoptag forberedelser til sejrsudtryk og -tale når rekorderne smadres engang til efteråret

Den frygtede skade

Når man mærker en smerte under et løb bliver man altid lidt mistænksom, men man ryster det hurtigt af sig i kampens hede. Der findes historier om løbere som har gennemført løb med benbrud og hjerteanfald, og det viser lidt om hvor lidt man mærker i kroppen under løb når man er igang med at lave PR. Det kan dog også vise lidt om hvor meget man ignorerer i blind tiltro til at bentøjet nok skal holde. Og det gør det nok også til det igangværende løb, men efterfølgende kan der ske to ting: Enten går det væk af sig selv, eller også bliver det ved og bliver værre. Heldigvis har min løbesæson været præget hidtil af en masse advarsler i form af ledsmerter og øvrige skavanker, som dog hurtigt er forsvundet. Indtil for to uger siden.

De faste læsere af denne blog (der er to) vil vide, at jeg sidste mandags købte et par racere med håb om at de skulle blive de nye konkurrence sko. I en kådhed over hvor lækre disse føltes gik jeg ud og løb 8 km intervalløb på Østerbro og på stadion med en gennemsnitstid på 03:48/km. Det er det hurtigste jeg nogensinde har løbet (men tæller som sådan ikke som PR, da der var pauser trukket fra). Og det føltes godt. Fandes godt. Bortset fra et enkelt lille stik i venstre hofte efter blot 4 km. Jeg tænkte, at det nok gik over. Jeg vendte glad hjem fra turen og fortalte Signe om den rekordpræstation jeg netop havde lavet. I år har jeg nemlig stillet mig selv tre udfordringer; Jeg skal løbe Erimitageløbet til nåletid (under cirka 1 time på knap 14 km), løbe maraton på under 03:30:00 og slutteligt løbe en 5 km på under 4 min/snit. Jeg var helt sikker på at næste gang jeg træk i de frække blå DS racere var tredje mål hjemme og jeg smilte stort af dette.

Dagen efter var jeg mindre kæk. Jeg havde meget ondt i venstre hofte hvor lårbensknoglen stikker ud. Her sidder nogle slimblærer som "smører" sener, muskler og så videre under løb således at det kan forløbe uden problemer. Af og til kan disse blive generet og gøre ondt, og i værste fald kan man få en inflammation (betændelse) i disse slimblærer. Det er som sådan ikke kritisk, da det jo ikke er i selve leddet, men kræver at man stopper med løb indtil det lægger sig. Igen, jeg har mærket lignende før, not a problem. Jeg følte mig som en uovervindelig løbemaskine som bulrede frem tid og distancemæssigt. Samtlige tre mål kunne smages, og jeg forberedte mig mentalt på hvorledes jeg skulle brøle af glæde når jeg slog rekorder på rekorder. Det skulle nok hele.

Onsdag løb jeg en kort 7 km tur i højt tempo (cirka 04:15/km) som egentligt føltes som en god solid træningstur og min maks puls var på cirka 85%. Jeg havde lidt mindre ondt efter løb og jeg tænkte da over dette, men lagde det væk - søndag var der jo Nike Test løb 2, 15 km. Og Nike blev løbet helt fint. Indtil 10 km. Så gjorde det pludseligt rigtigt ondt i hoften. Jeg fortsatte så godt jeg kunne men satte hastighed ned og sluttede med en helt ok tid. Tirsdag og torsdag løb jeg et par rolige ture og med stadig større irritation i hoften og nu også begyndende knæ og led-hofte smerter. Specielt højre knæ var begyndt at gøre ondt. Det stak, sved og brændte når jeg gik, sad og sov.

I dag havde vi en 25 km tur med Sparta og jeg havde glædet mig. Jeg aflyste dog tidligt i morges i realisation om at det nok var en fejl at løbe så langt med de smerter. Men jeg var tæt på, hvilket viser lidt om hvor meget viljen overskygger logikken. Jeg skrev istedet en mail til Sportsfyssen og håber dermed de har tid til at se mig snart... Jeg er godt bekymret og føler mig så trist over at jeg løb den satans interval for to uger siden. Det var så ærgerligt, selvom der ikke var megen grund til at tro at kroppen skulle reagere som den gjorde.

I dag løb jeg en 5 km tur på kastellet. For at mærke efter. Jeg synes jeg kunne mærke bedring. Det var dog ren illusion og lige nu gør det ondt i hofte, ved lårbensknoglen, samt højre og venstre knæ. Mit højre knæ "klikker" når jeg bøjer det, og jeg en fornemmelse af varme og løbende vand inde i knæet. Jeg tror ikke det er sundhedstegn.

Hvor er det altså bare surt, og jeg er rigtigt godt ked af det over det. Bekymret og frustreret. Igen, det kan gå begge veje: Enten holder det op, eller også bliver det værre og kræver pause. Og den kan være meget lang. Springerknæ og inflammation er ikke at kimse af, og det kan komme til at koste rigtigt dyrt. Det er fandeme så surt. 5 måneders hårdt arbejde igennem vinter med snesko og hue. Og så sidder man her i sit livs form og kigger ud på perfekt forårsvejr. Det var nu der skulle høstes af den hårde indsats!

Jeg siger det dog lige igen: 03:48 min/km. Det var sku hurtigt.

Et løb til - jeg får travlt i år

Den 26. juni 2011 er der maraton på Læsø. Det er en komplet maraton distance uden gentagende stykker rundt på øen. Den har en maks højde på 20 meter, så det er en ganske flad rute, men der er dog garanteret en del vind. Det foregår således, at man tager færgen kl. 07:30 fra Frederikshavn. Jeg forestiller mig, at man kunne sove på Djursland og køre midt om natten (cirka 04:30) til Frederikshavn. Så det har jeg tilmeldt mig. Den ligger godt og vel en måned efter CPH marathon, men det går nok alligevel. Jeg vil tage det i et stille tempo og bare nyde turen som en oplevelse.

Inden jeg så dette løb lå mine overvejelser på Roskilde Festival. For fem år siden havde jeg nok ikke troet det hvis nogen havde fortalt mig at jeg en dag ville aflyse årest festival for at løbe rundt på en ø midt i juni, men det er ikke desto mindre det jeg vil gøre. Og jeg glæder mig helt enormt til oplevelsen.
Mit program er nu rimeligt pakket løbsmæssigt. Det ser nogenlunde således ud:
13. marts: Nike test 2
27. marts: Den grønne halvmaraton (Griseløbet)
17. april: Nike 3
3. maj: Ekstrabladet City løb
22. maj: CPH 2011
26. juni: Læsø 2011
6. juli: Adecco Strandpark
11. august: Änglamark aften løb
12. august: 4:18:4 mini traithlon
21. august: Powerade halvmarathon
28. august: Esrum Sø Rundt.
26. september: Berlin marathon 2011
9. okbtober: E-løbet
6. november: Lufthavnen Rundt 2011

Jeg kan se frem til et år i løbets tegn. Jeg laver måske ikke så meget andet, men det er jo selvvalgt. Det er nok kun andre løbere der helt kan forstå det.  

Så langt, så godt

Endnu en omgang søndagstræning gennemført helt uden kvaler. Jeg er langt over halvvejs i min maraton træningsplan, og jeg holder planen helt fint. Indtil videre fint uden skader (7-9-13). Jeg synes hele tiden jeg balancerer på grænsen med advarsler forskellige steder i kroppen; Ømme muskler, ondt i hoften, knæene, skinnebensskavanker osv. Men det gør man jo som løber. Hvis man ikke skubbede kroppen til grænsen for hvad man, på dette niveau, kan klare, så ville man ikke forbedre sig. Ambitionerne sætter ind, og så stiger længden og hastigheden. Dermed stiger risikoen for skader også.

Og apropos ønsket om en god hastighed på de længere ture så sidder jeg her mandag formiddag og skriver med et par spritnye DS Racer 8 på fødderne. Jeg er temmeligt vild for at komme ud at lufte skoene, og spændingen for søndagens løb bygges gradvist op. Skoene er købt til formålet. De er købt til de hurtige interevaller, til de lidt længere konkurrencer, som eksempelvis søndagens 15 km Nike test 2. Og ultimativt CPH Marathon 2011. Nu vil jeg prøve at løbe i dem og mærke godt efter, og så er planen at de skal testes på den 30 km testløb med forhåbentligt gode resultater. Udover det så ser de pænt snazzy ud! Så kan man da ikke lade være med at øge hastigheden med sådan et par på.

På søndag går det løs til endnu en omgang Nike test løb. Sidste omgang var 10 km, og jeg nåede fint mit mål på de 04:30. Kan jeg monstro holde den på 15 også? Det bliver spændende.

Et lille håb

Netop hjemvendt fra en 30 km træningstur og fuld af løbeselvtillid. Tiden hed 04:56 min/km og jeg havde masser af overskud. Turen var en 26 km tur med hold 6 ved Spartas søndagstræning, ud forbi Bakken og dens forbandede bakker. Hverken bakkerne, distancen eller hastigheden var noget problem, og en venlig løbekammerat gav lidt vand mellem de 6 og 21 km hvor der ikke var vandpost.

Undervejs blev det grundigt vurderet hvilken strategi ved CPH 11 der er den rigtige strategi. Jeg tror jeg vil løbe med 03t:30m holdet hele vejen, hvis muligt. For det var da simpelthen for vildt hvor meget overskud jeg havde i dag. Jeg tror sku jeg kunne have løbet de fulde 42 i dag i det tempo. Men jeg ved på den anden side heller ikke hvor langt der var til muren.....

Det bliver fantastisk at se hvordan de næste løb udvikler sig. Jeg løber iøvrigt i Saucony Progrid, og de var formidable.

Genvunden løbeglæde

Somme tider er der løb der fuldstændigt vender op og ned på ens idéer om løb som sport. De sidste mange måneder har det handlet om distancer og hastigheder når jeg har løbet på Østerbro, og det er jo forståeligt nok når man løber i byen. Så er det de samme stier som trædes igen og igen. Det har bestemt sin charme og har optaget mig meget. 

Det der sker når man slipper en byboer løs på Djursland i smukt vintervejr med sne, is, strand, hav og høj sol er at man fuldstændigt glemmer målsætninger og ambitioner og i stedet lader tankerne flyde og kroppen bevæge sig frit i den hastighed som nu og da føles naturlig. Lad mig illustrere det ved billedet nedenfor. 

Ruten gik fra Signes forældres sommerhus og sydpå langs vandet. Jeg har løbet den mange gange før, men dette er første gang i så flot vintervejr. Det var cirka minus fire grader celcius, så det var bestemt en kold tur. Det blæste ligeledes en hel del, og jeg blev godt kold på tilbagevejen da der her var modvind hele vejen.

Fakta omkring løbet var at den lå lige godt på 12 km/t og var på 21,5 km, så det var egentlig ok i betragtning af, at en del af løbet var direkte på stranden. I går løb jeg nærmest uden stier og jeg løb på skrænter, grus, sand, græs, sten, marker, sne og igennem skov.

Det der gør turen ekstra interessant var hvad der havde lagret sig i mine tanker bagefter. Det er ikke ualmindeligt at jeg kommer tilbage efter et løb, og har lavet en eller anden mere eller mindre vigtig konklusion, som jeg ikke anede jeg havde tænkt på undervejs. Men dette var markant anderledes. Jeg ved jeg har tænkt på min krop og den process jeg gik igang med for en fire år siden med at komme i form. Jeg har også tænkt på min alder og den naturlige udvikling gennem tiden. Jeg er sikker på, at jeg har tænkt meget på min kone og på vores tid sammen igennem de sidste cirka otte år. Jeg husker også at have tænkt på mit forhold til mine børn og min rolle som far. Jeg ved helt sikkert, at jeg også har gransket hvorledes jeg kan blive bedre til mit arbejde. Som regel betår mine løbetanker af brudstykker af ovenstående, men mest af alt praktiske tanker omkring hastigheder, rute, puls, lyskryds, andre løbere, etc. Det interessante ved løbet i går var manglen på alt det praktiske og fokus på alt andet.

Tankerne i dag er på løb. Jeg kan mærke at jeg har lyst til at løbe igen. Men på en lidt anden måde. Konklusionen fra løbet er kort fortalt, at jeg ikke har lyst til at jagte personlige rekorder. Ikke mindst fordi det, at blive ældre gør dette sværere og sværere. På sigt vil jeg meget gerne blive ved med at løbe. Så længe jeg kan. Og jeg vil gerne blive ved med at løbe maraton og øvrige langdistancer. Ligeledes vil jeg gerne prøve andre udfordringer som længere løb (det bliver nok aldrig ultraløb, men man ved aldrig), triathlon (nok heller ikke den fulde iron man). Jeg vil gerne løbe mange forskellige steder, og så vil jeg gerne opleve og rejse med familien.

Men lige nu vil jeg gerne tage turen igen. Her blot 20 timer efter er jeg klar til at trække i løbetøjet igen og er klar til en endnu længere tur. I dag er det mere vindstille og der er ikke en sky på himlen. Min udsigt mens jeg skriver dette er nogenlunde som billedet viser ovenfor. Hvordan kan man så lade være?

PS; Signe kommenterede at billedet ikke ligner mig særligt meget. Det er heller ikke så tit at jeg står og griner højlydt på en strand i rivende frost og blæsevejr ganske alene. Men det skete ikke desto mindre og det tog jeg et billede af.  

Bakkedalen, med fokus på valg af sko til at bringe mig op af bakken og ud af hullet.

"Pain is inevitable. Suffering is optional." Sådan skrev Haruki Murakami i bogen "What I Talk About When I Talk About Running". Jeg forstår din pointe, Haruki, men ikke desto mindre er min smerte i højre knæ ved at gøre mig lidt bange for konsekvensen på dette års løbeevents. Det hele handler om sko. Jeg må forklare. Kortfattet, eftersom sko er et temmeligt stort emne i min bog.

Jeg overpronerer. Det er der som sådan ikke noget kritisk i, eftersom 70% af alle løbere falder i denne kategori. Men jeg pronerer temmeligt meget, og endda mere på højre ben end venstre. Udover det er jeg bred og lettere platfodet. Måske en lille smule hypermobil? Endnu ikke bekræftet, men normale er mine ben fandeme ikke. Hvis jeg løb 10 km om ugen var det nok ikke noget problem, men nu er jeg omkring de 50 km om ugen, og så kræver det lidt mere fokus. At finde den perfekte sko til mig vil være at finde løbelykken.

Min frisør fortalte mig engang at mit hovede er meget irriterende at klippe på, og jeg formoder, at det samme gør sig gældende for de rare sælgere i Marathon Sport, hvis det da ikke var fordi jeg allerede havde lagt i omegnen 10.000 kr på sko i deres butik for at finde et par som passer på min løbestil. En lille opsummering:

Nike begyndere: Sportsmasters entry-level. Mine første sko, og sikke noget bras. Hurtigt kasseret.
Adidas Sequence: Fede sko, men hælen var splittet i to del, hvoraf den ene består af en luftfyldt støddæmpningskile. Med blød kant hvor sten og andet kan punktere dem. Og det gjorde en sten, så de holdt omkring 300 km.
Asics Kayano 14: For store sko, da de er lidt smalle. Måtte derfor til fysioterapeut og have indlæg. De kom så til at koste 1900 kr. Holdt dog cirka 900.
Brooks Adrenaline 8. Perfekt sko, men med for lille kile. Passer dermed til min venstre MEN ikke min højre fod. Suk.
Asics Kayano 15: Den hidtil mest brugte sko, med cirka 1100 km på sig. Igen, alt for store, og med samme indlæg. Gør ondt på højre fod når jeg løber på fortov med en cirka 5 grader hældning mod venstre.
Saucony Fastwitch 2: Herlig letvægter, hvis altså jeg havde normale fødder.
Asics DS Trainer 14: Samme som Kayano. For store, men her med mindre støddæmpning. Og med indlæg. Bedste bud på en maraton sko.
Saucony Pro-grid 11: Virkeligt fede sko, og tog cirka en time i marathon sport at vælge den helt rigtige. Bortset fra en lille detalje. Dens hæl er relativt smal og min højre hæl er temmeligt bred og min fod bliver presset ud til højre i skoen pga. den meget store kile, hvilket gør den mildest talt ubehagelig. Det fandt jeg ud af efter 10 km på en 30 km træningstur. Ja det var 1400 kr ud af vinduet.
ECCO Biom project B: Et lille forsøg med natural motion (forfods) sko, for at fjerne fokus fra hælen. Går virkeligt godt (har løbet cirka 300 km) indtil jeg fortæller det til andre at det går godt. Så er det hybris, og så er der hofte og knæ smerte. Men på venstre ben. Go figure.
Vibram FiveFingers KSO: Big mistake. Prøv at løb 500 meter på bare tæer på asfalt. Av. Ikke for mig ihvertfald.
Salomon Speed Cross: Snesko. På papiret ihvertfald. Ikke så aktuelle det meste af året.
Asics GT-2150: Seneste forsøg på at finde den perfekte sko. Meget hårdere end Kayanoen.

Jeg købte GT-2150 og fik en hel del vabler, da de er et halvt nummer mindre end Kayanoen, og indlægget dermed ikke rigtigt passer. Jeg klippede det til og resultatet var at de blev endnu mere ubehagelige i min Kayano, og slet ikke passede i GT-2150. Uden indlæg er GT'en for store, og jeg skøjter rundt. Ligeledes mangler lidt støtte.

Status er pt. at min Kayano er nu begyndt at splitte i siden, fuldstændigt ligesom de sneakers efterskolebørn gik med da jeg var dreng, påført et lag gaffa tape for at holde sammen på skoen. Inspireret af denne opfindsomhed fra datidens ungdom har jeg overvejet at tage gaffa tape med på de lange træningsture med Sparta hvis de skulle splitte helt.

Jeg er lidt fortabt hvad angår sko pt. Jeg forstår så udemærket min hustru når hun ikke kan forstå hvorfor jeg skal have flere sko, når jeg nu har et helt skab fyldt med løbesko. Men nu kender I årsagen. Jeg er dog rimeligt sikker på at jeg bliver nødt til at tænke mig grundigt om hvad angår sko. Den bedst vindende kombo har været Kayano med indlæg, men det er ikke så hensigtsmæssigt at løbe i for store sko, idet trykfordelingen ligger forkert specielt på forfoden, og ligeledes at jeg får problemer med klemte negle da de bøjer over og klemmer mine tæer. Indtil jeg finder nye sko veksler jeg febrilsk mellem alle mulige forskellige sko i håb om at mine knæ ikke siger "snap" og jeg stortudende kan se i øjnene at der ikke er mere løb til mig.

Input til den perfekte sko belønnes med en god flaske. Som I kan se er jeg ikke bleg for at tage chancer.

Sæt pris på jeres perfekt formede fødder! For mine er møgbesværlige og gør fandens ondt!

... ps; I dag skal jeg løbe med Pro-grid. Jeg har sådan en forhåbning om at min højre hæl på magisk vis er spidset til mens jeg har sovet.

Uppers and downers - på vej mod målet

Lige så fantastisk som det kan være at nå sit mål og blive overrasket over sig egen udholdenhed og styrke i et løb (Nike 1 - 10 km, 04:30 km/min), ligeså ubehageligt knusende for ens selvtillid er det at løbe med på et træningshold og simpelhen bare ikke kunne følge med (igår, søndag 13. februar 2011 med hold 5, 04:50 på en 24 km træningstur i Dyrehaven). Ak ak.

Løbet var på hele 24 km, og jeg havde varmet op med en rask spurt inden rundt på stadion så jeg var godt varm. 04:50? No probs. Løbet startede som sådan også fint og der var da et friskt tempo på cirka 04:42 min/km de første 10 km. Så kom vi til Bakken og dernæst Dyrehaven, og jeg har helt glemt hvor ubehagelige de bakker er. Det var den selvsamme sidste stigning på Erimitageløbet hvor jeg plejer at gå helt død, som også denne gang nær tog livet af mig. Efter jeg fik pusten på toppen var vi hurtigt videre, og ved omkring de 16 km kunne jeg mærke jeg blev træt. Ved 19 km havde jeg ikke mere. Mine muskler syrede til, mine led gjorde ondt, og min kondi var godt i bund.

Jeg havde det lidt ligesom ved CPH marathon 2010 omkring de 30. Der havde jeg heller ikke mere at tage af. Jeg var faktisk halvvejs ved Nordhavn Station og havde taget mit startnummer af, da jeg dog huskede jeg havde en jobsamtale om mandagen, hvor der i mit CV står, at jeg løber maraton - Og jeg VIDSTE bare at de ville spørge om jeg løb CPH. Skammen ved at fortælle at man ikke gennemførte til en job-samtale var nok værre end en dårlig tid, så jeg besluttede mig for at gennemføre alligevel. Jeg tænkte, at jeg vel nok kunne løbe resten af vejen i et lavt tempo. Nul sukker i musklerne + tilsyrede muskler + trætte ben + absolut ingen viljestyrke = kalkun-agtig lunt over 12 km. Av.

Nå, men hvad var så årsagen i går til træning? Det er vel relativt simpelt: Jeg havde startet over mit niveau. Jeg var ikke på "cruise" tempo og jeg brændte energien alt for hurtigt. Da jeg nåede til de 19 var der ikke meget tilbage. Yderligere var der intet vand mellem 4 og 19 km. Yderligere var der de forbandede bakker. Øv øv.

Hvad har jeg så lært af det? Det same som CPH 2010. IKKE STARTE FOR HÅRDT UD! Man brænder ud, og sådan er det. Den eneste måde man kan have energi til et helt maraton er ved at disponere fornuftigt over indsats/tid. Den logiske tilgang er at starte i 05:00 og holde den så langt jeg kan. Problemet er bare, at så når jeg ikke mit mål på 03:30 på CPH 11. Et lidt dumt væddemål om en mani-kini i Medoc 2012 gør mig ekstra fokuseret.

Jeg har dermed to valg: Blive stædig og blive ved med at træne med hold 5 eller acceptere at jeg nok ikke når mit mål på de 03:30 og løbe med hold 6. Hvis det ikke havde været for de satans bakker.... ØV!