Et lille håb

Netop hjemvendt fra en 30 km træningstur og fuld af løbeselvtillid. Tiden hed 04:56 min/km og jeg havde masser af overskud. Turen var en 26 km tur med hold 6 ved Spartas søndagstræning, ud forbi Bakken og dens forbandede bakker. Hverken bakkerne, distancen eller hastigheden var noget problem, og en venlig løbekammerat gav lidt vand mellem de 6 og 21 km hvor der ikke var vandpost.

Undervejs blev det grundigt vurderet hvilken strategi ved CPH 11 der er den rigtige strategi. Jeg tror jeg vil løbe med 03t:30m holdet hele vejen, hvis muligt. For det var da simpelthen for vildt hvor meget overskud jeg havde i dag. Jeg tror sku jeg kunne have løbet de fulde 42 i dag i det tempo. Men jeg ved på den anden side heller ikke hvor langt der var til muren.....

Det bliver fantastisk at se hvordan de næste løb udvikler sig. Jeg løber iøvrigt i Saucony Progrid, og de var formidable.

Genvunden løbeglæde

Somme tider er der løb der fuldstændigt vender op og ned på ens idéer om løb som sport. De sidste mange måneder har det handlet om distancer og hastigheder når jeg har løbet på Østerbro, og det er jo forståeligt nok når man løber i byen. Så er det de samme stier som trædes igen og igen. Det har bestemt sin charme og har optaget mig meget. 

Det der sker når man slipper en byboer løs på Djursland i smukt vintervejr med sne, is, strand, hav og høj sol er at man fuldstændigt glemmer målsætninger og ambitioner og i stedet lader tankerne flyde og kroppen bevæge sig frit i den hastighed som nu og da føles naturlig. Lad mig illustrere det ved billedet nedenfor. 

Ruten gik fra Signes forældres sommerhus og sydpå langs vandet. Jeg har løbet den mange gange før, men dette er første gang i så flot vintervejr. Det var cirka minus fire grader celcius, så det var bestemt en kold tur. Det blæste ligeledes en hel del, og jeg blev godt kold på tilbagevejen da der her var modvind hele vejen.

Fakta omkring løbet var at den lå lige godt på 12 km/t og var på 21,5 km, så det var egentlig ok i betragtning af, at en del af løbet var direkte på stranden. I går løb jeg nærmest uden stier og jeg løb på skrænter, grus, sand, græs, sten, marker, sne og igennem skov.

Det der gør turen ekstra interessant var hvad der havde lagret sig i mine tanker bagefter. Det er ikke ualmindeligt at jeg kommer tilbage efter et løb, og har lavet en eller anden mere eller mindre vigtig konklusion, som jeg ikke anede jeg havde tænkt på undervejs. Men dette var markant anderledes. Jeg ved jeg har tænkt på min krop og den process jeg gik igang med for en fire år siden med at komme i form. Jeg har også tænkt på min alder og den naturlige udvikling gennem tiden. Jeg er sikker på, at jeg har tænkt meget på min kone og på vores tid sammen igennem de sidste cirka otte år. Jeg husker også at have tænkt på mit forhold til mine børn og min rolle som far. Jeg ved helt sikkert, at jeg også har gransket hvorledes jeg kan blive bedre til mit arbejde. Som regel betår mine løbetanker af brudstykker af ovenstående, men mest af alt praktiske tanker omkring hastigheder, rute, puls, lyskryds, andre løbere, etc. Det interessante ved løbet i går var manglen på alt det praktiske og fokus på alt andet.

Tankerne i dag er på løb. Jeg kan mærke at jeg har lyst til at løbe igen. Men på en lidt anden måde. Konklusionen fra løbet er kort fortalt, at jeg ikke har lyst til at jagte personlige rekorder. Ikke mindst fordi det, at blive ældre gør dette sværere og sværere. På sigt vil jeg meget gerne blive ved med at løbe. Så længe jeg kan. Og jeg vil gerne blive ved med at løbe maraton og øvrige langdistancer. Ligeledes vil jeg gerne prøve andre udfordringer som længere løb (det bliver nok aldrig ultraløb, men man ved aldrig), triathlon (nok heller ikke den fulde iron man). Jeg vil gerne løbe mange forskellige steder, og så vil jeg gerne opleve og rejse med familien.

Men lige nu vil jeg gerne tage turen igen. Her blot 20 timer efter er jeg klar til at trække i løbetøjet igen og er klar til en endnu længere tur. I dag er det mere vindstille og der er ikke en sky på himlen. Min udsigt mens jeg skriver dette er nogenlunde som billedet viser ovenfor. Hvordan kan man så lade være?

PS; Signe kommenterede at billedet ikke ligner mig særligt meget. Det er heller ikke så tit at jeg står og griner højlydt på en strand i rivende frost og blæsevejr ganske alene. Men det skete ikke desto mindre og det tog jeg et billede af.  

Bakkedalen, med fokus på valg af sko til at bringe mig op af bakken og ud af hullet.

"Pain is inevitable. Suffering is optional." Sådan skrev Haruki Murakami i bogen "What I Talk About When I Talk About Running". Jeg forstår din pointe, Haruki, men ikke desto mindre er min smerte i højre knæ ved at gøre mig lidt bange for konsekvensen på dette års løbeevents. Det hele handler om sko. Jeg må forklare. Kortfattet, eftersom sko er et temmeligt stort emne i min bog.

Jeg overpronerer. Det er der som sådan ikke noget kritisk i, eftersom 70% af alle løbere falder i denne kategori. Men jeg pronerer temmeligt meget, og endda mere på højre ben end venstre. Udover det er jeg bred og lettere platfodet. Måske en lille smule hypermobil? Endnu ikke bekræftet, men normale er mine ben fandeme ikke. Hvis jeg løb 10 km om ugen var det nok ikke noget problem, men nu er jeg omkring de 50 km om ugen, og så kræver det lidt mere fokus. At finde den perfekte sko til mig vil være at finde løbelykken.

Min frisør fortalte mig engang at mit hovede er meget irriterende at klippe på, og jeg formoder, at det samme gør sig gældende for de rare sælgere i Marathon Sport, hvis det da ikke var fordi jeg allerede havde lagt i omegnen 10.000 kr på sko i deres butik for at finde et par som passer på min løbestil. En lille opsummering:

Nike begyndere: Sportsmasters entry-level. Mine første sko, og sikke noget bras. Hurtigt kasseret.
Adidas Sequence: Fede sko, men hælen var splittet i to del, hvoraf den ene består af en luftfyldt støddæmpningskile. Med blød kant hvor sten og andet kan punktere dem. Og det gjorde en sten, så de holdt omkring 300 km.
Asics Kayano 14: For store sko, da de er lidt smalle. Måtte derfor til fysioterapeut og have indlæg. De kom så til at koste 1900 kr. Holdt dog cirka 900.
Brooks Adrenaline 8. Perfekt sko, men med for lille kile. Passer dermed til min venstre MEN ikke min højre fod. Suk.
Asics Kayano 15: Den hidtil mest brugte sko, med cirka 1100 km på sig. Igen, alt for store, og med samme indlæg. Gør ondt på højre fod når jeg løber på fortov med en cirka 5 grader hældning mod venstre.
Saucony Fastwitch 2: Herlig letvægter, hvis altså jeg havde normale fødder.
Asics DS Trainer 14: Samme som Kayano. For store, men her med mindre støddæmpning. Og med indlæg. Bedste bud på en maraton sko.
Saucony Pro-grid 11: Virkeligt fede sko, og tog cirka en time i marathon sport at vælge den helt rigtige. Bortset fra en lille detalje. Dens hæl er relativt smal og min højre hæl er temmeligt bred og min fod bliver presset ud til højre i skoen pga. den meget store kile, hvilket gør den mildest talt ubehagelig. Det fandt jeg ud af efter 10 km på en 30 km træningstur. Ja det var 1400 kr ud af vinduet.
ECCO Biom project B: Et lille forsøg med natural motion (forfods) sko, for at fjerne fokus fra hælen. Går virkeligt godt (har løbet cirka 300 km) indtil jeg fortæller det til andre at det går godt. Så er det hybris, og så er der hofte og knæ smerte. Men på venstre ben. Go figure.
Vibram FiveFingers KSO: Big mistake. Prøv at løb 500 meter på bare tæer på asfalt. Av. Ikke for mig ihvertfald.
Salomon Speed Cross: Snesko. På papiret ihvertfald. Ikke så aktuelle det meste af året.
Asics GT-2150: Seneste forsøg på at finde den perfekte sko. Meget hårdere end Kayanoen.

Jeg købte GT-2150 og fik en hel del vabler, da de er et halvt nummer mindre end Kayanoen, og indlægget dermed ikke rigtigt passer. Jeg klippede det til og resultatet var at de blev endnu mere ubehagelige i min Kayano, og slet ikke passede i GT-2150. Uden indlæg er GT'en for store, og jeg skøjter rundt. Ligeledes mangler lidt støtte.

Status er pt. at min Kayano er nu begyndt at splitte i siden, fuldstændigt ligesom de sneakers efterskolebørn gik med da jeg var dreng, påført et lag gaffa tape for at holde sammen på skoen. Inspireret af denne opfindsomhed fra datidens ungdom har jeg overvejet at tage gaffa tape med på de lange træningsture med Sparta hvis de skulle splitte helt.

Jeg er lidt fortabt hvad angår sko pt. Jeg forstår så udemærket min hustru når hun ikke kan forstå hvorfor jeg skal have flere sko, når jeg nu har et helt skab fyldt med løbesko. Men nu kender I årsagen. Jeg er dog rimeligt sikker på at jeg bliver nødt til at tænke mig grundigt om hvad angår sko. Den bedst vindende kombo har været Kayano med indlæg, men det er ikke så hensigtsmæssigt at løbe i for store sko, idet trykfordelingen ligger forkert specielt på forfoden, og ligeledes at jeg får problemer med klemte negle da de bøjer over og klemmer mine tæer. Indtil jeg finder nye sko veksler jeg febrilsk mellem alle mulige forskellige sko i håb om at mine knæ ikke siger "snap" og jeg stortudende kan se i øjnene at der ikke er mere løb til mig.

Input til den perfekte sko belønnes med en god flaske. Som I kan se er jeg ikke bleg for at tage chancer.

Sæt pris på jeres perfekt formede fødder! For mine er møgbesværlige og gør fandens ondt!

... ps; I dag skal jeg løbe med Pro-grid. Jeg har sådan en forhåbning om at min højre hæl på magisk vis er spidset til mens jeg har sovet.

Uppers and downers - på vej mod målet

Lige så fantastisk som det kan være at nå sit mål og blive overrasket over sig egen udholdenhed og styrke i et løb (Nike 1 - 10 km, 04:30 km/min), ligeså ubehageligt knusende for ens selvtillid er det at løbe med på et træningshold og simpelhen bare ikke kunne følge med (igår, søndag 13. februar 2011 med hold 5, 04:50 på en 24 km træningstur i Dyrehaven). Ak ak.

Løbet var på hele 24 km, og jeg havde varmet op med en rask spurt inden rundt på stadion så jeg var godt varm. 04:50? No probs. Løbet startede som sådan også fint og der var da et friskt tempo på cirka 04:42 min/km de første 10 km. Så kom vi til Bakken og dernæst Dyrehaven, og jeg har helt glemt hvor ubehagelige de bakker er. Det var den selvsamme sidste stigning på Erimitageløbet hvor jeg plejer at gå helt død, som også denne gang nær tog livet af mig. Efter jeg fik pusten på toppen var vi hurtigt videre, og ved omkring de 16 km kunne jeg mærke jeg blev træt. Ved 19 km havde jeg ikke mere. Mine muskler syrede til, mine led gjorde ondt, og min kondi var godt i bund.

Jeg havde det lidt ligesom ved CPH marathon 2010 omkring de 30. Der havde jeg heller ikke mere at tage af. Jeg var faktisk halvvejs ved Nordhavn Station og havde taget mit startnummer af, da jeg dog huskede jeg havde en jobsamtale om mandagen, hvor der i mit CV står, at jeg løber maraton - Og jeg VIDSTE bare at de ville spørge om jeg løb CPH. Skammen ved at fortælle at man ikke gennemførte til en job-samtale var nok værre end en dårlig tid, så jeg besluttede mig for at gennemføre alligevel. Jeg tænkte, at jeg vel nok kunne løbe resten af vejen i et lavt tempo. Nul sukker i musklerne + tilsyrede muskler + trætte ben + absolut ingen viljestyrke = kalkun-agtig lunt over 12 km. Av.

Nå, men hvad var så årsagen i går til træning? Det er vel relativt simpelt: Jeg havde startet over mit niveau. Jeg var ikke på "cruise" tempo og jeg brændte energien alt for hurtigt. Da jeg nåede til de 19 var der ikke meget tilbage. Yderligere var der intet vand mellem 4 og 19 km. Yderligere var der de forbandede bakker. Øv øv.

Hvad har jeg så lært af det? Det same som CPH 2010. IKKE STARTE FOR HÅRDT UD! Man brænder ud, og sådan er det. Den eneste måde man kan have energi til et helt maraton er ved at disponere fornuftigt over indsats/tid. Den logiske tilgang er at starte i 05:00 og holde den så langt jeg kan. Problemet er bare, at så når jeg ikke mit mål på 03:30 på CPH 11. Et lidt dumt væddemål om en mani-kini i Medoc 2012 gør mig ekstra fokuseret.

Jeg har dermed to valg: Blive stædig og blive ved med at træne med hold 5 eller acceptere at jeg nok ikke når mit mål på de 03:30 og løbe med hold 6. Hvis det ikke havde været for de satans bakker.... ØV!