"Pain is inevitable. Suffering is optional." Sådan skrev Haruki Murakami i bogen "What I Talk About When I Talk About Running". Jeg forstår din pointe, Haruki, men ikke desto mindre er min smerte i højre knæ ved at gøre mig lidt bange for konsekvensen på dette års løbeevents. Det hele handler om sko. Jeg må forklare. Kortfattet, eftersom sko er et temmeligt stort emne i min bog.
Jeg overpronerer. Det er der som sådan ikke noget kritisk i, eftersom 70% af alle løbere falder i denne kategori. Men jeg pronerer temmeligt meget, og endda mere på højre ben end venstre. Udover det er jeg bred og lettere platfodet. Måske en lille smule hypermobil? Endnu ikke bekræftet, men normale er mine ben fandeme ikke. Hvis jeg løb 10 km om ugen var det nok ikke noget problem, men nu er jeg omkring de 50 km om ugen, og så kræver det lidt mere fokus. At finde den perfekte sko til mig vil være at finde løbelykken.
Min frisør fortalte mig engang at mit hovede er meget irriterende at klippe på, og jeg formoder, at det samme gør sig gældende for de rare sælgere i Marathon Sport, hvis det da ikke var fordi jeg allerede havde lagt i omegnen 10.000 kr på sko i deres butik for at finde et par som passer på min løbestil. En lille opsummering:
Nike begyndere: Sportsmasters entry-level. Mine første sko, og sikke noget bras. Hurtigt kasseret.
Adidas Sequence: Fede sko, men hælen var splittet i to del, hvoraf den ene består af en luftfyldt støddæmpningskile. Med blød kant hvor sten og andet kan punktere dem. Og det gjorde en sten, så de holdt omkring 300 km.
Asics Kayano 14: For store sko, da de er lidt smalle. Måtte derfor til fysioterapeut og have indlæg. De kom så til at koste 1900 kr. Holdt dog cirka 900.
Brooks Adrenaline 8. Perfekt sko, men med for lille kile. Passer dermed til min venstre MEN ikke min højre fod. Suk.
Asics Kayano 15: Den hidtil mest brugte sko, med cirka 1100 km på sig. Igen, alt for store, og med samme indlæg. Gør ondt på højre fod når jeg løber på fortov med en cirka 5 grader hældning mod venstre.
Saucony Fastwitch 2: Herlig letvægter, hvis altså jeg havde normale fødder.
Asics DS Trainer 14: Samme som Kayano. For store, men her med mindre støddæmpning. Og med indlæg. Bedste bud på en maraton sko.
Saucony Pro-grid 11: Virkeligt fede sko, og tog cirka en time i marathon sport at vælge den helt rigtige. Bortset fra en lille detalje. Dens hæl er relativt smal og min højre hæl er temmeligt bred og min fod bliver presset ud til højre i skoen pga. den meget store kile, hvilket gør den mildest talt ubehagelig. Det fandt jeg ud af efter 10 km på en 30 km træningstur. Ja det var 1400 kr ud af vinduet.
ECCO Biom project B: Et lille forsøg med natural motion (forfods) sko, for at fjerne fokus fra hælen. Går virkeligt godt (har løbet cirka 300 km) indtil jeg fortæller det til andre at det går godt. Så er det hybris, og så er der hofte og knæ smerte. Men på venstre ben. Go figure.
Vibram FiveFingers KSO: Big mistake. Prøv at løb 500 meter på bare tæer på asfalt. Av. Ikke for mig ihvertfald.
Salomon Speed Cross: Snesko. På papiret ihvertfald. Ikke så aktuelle det meste af året.
Asics GT-2150: Seneste forsøg på at finde den perfekte sko. Meget hårdere end Kayanoen.
Jeg købte GT-2150 og fik en hel del vabler, da de er et halvt nummer mindre end Kayanoen, og indlægget dermed ikke rigtigt passer. Jeg klippede det til og resultatet var at de blev endnu mere ubehagelige i min Kayano, og slet ikke passede i GT-2150. Uden indlæg er GT'en for store, og jeg skøjter rundt. Ligeledes mangler lidt støtte.
Status er pt. at min Kayano er nu begyndt at splitte i siden, fuldstændigt ligesom de sneakers efterskolebørn gik med da jeg var dreng, påført et lag gaffa tape for at holde sammen på skoen. Inspireret af denne opfindsomhed fra datidens ungdom har jeg overvejet at tage gaffa tape med på de lange træningsture med Sparta hvis de skulle splitte helt.
Jeg er lidt fortabt hvad angår sko pt. Jeg forstår så udemærket min hustru når hun ikke kan forstå hvorfor jeg skal have flere sko, når jeg nu har et helt skab fyldt med løbesko. Men nu kender I årsagen. Jeg er dog rimeligt sikker på at jeg bliver nødt til at tænke mig grundigt om hvad angår sko. Den bedst vindende kombo har været Kayano med indlæg, men det er ikke så hensigtsmæssigt at løbe i for store sko, idet trykfordelingen ligger forkert specielt på forfoden, og ligeledes at jeg får problemer med klemte negle da de bøjer over og klemmer mine tæer. Indtil jeg finder nye sko veksler jeg febrilsk mellem alle mulige forskellige sko i håb om at mine knæ ikke siger "snap" og jeg stortudende kan se i øjnene at der ikke er mere løb til mig.
Input til den perfekte sko belønnes med en god flaske. Som I kan se er jeg ikke bleg for at tage chancer. Sæt pris på jeres perfekt formede fødder! For mine er møgbesværlige og gør fandens ondt!
... ps; I dag skal jeg løbe med Pro-grid. Jeg har sådan en forhåbning om at min højre hæl på magisk vis er spidset til mens jeg har sovet.
Du må gerne låne mine. De har ikke været brugt meget siden maj 2010...
SvarSletVil gerne have den flaske (underforstået bobler), så hermed et link som kan sikre dig, at du når dit mål - og mig en flaske bobler
http://spectrum.ieee.org/biomedical/bionics/running-against-the-wind
Hilsen Martin
En flaske bobler? Sig mig engang har I væddet om hvorvidt jeg kan lave den tid til maraton? Det lyder som et væddemål lavet i en champagnebrændert med Thyge.
SvarSletTak for linket. Meget brugbart.