Berlin, Berlin. Der er vel intet større for skatere såvel som løbere på vores breddegrader. Så både at løbe og at skate er et privilegie, men også noget man lige skal overveje en ekstra gang. Jeg havde fornøjelsen sidste år også og besluttede mig for at gøre det i år. Nu er det vel overstået, og jeg er efterladt med en serie indtryk jeg gerne vil sætte lidt ord på.
I skrivende stund har jeg godt ondt i benene, her godt og vel to dage efter løbet. Ikke så mærkeligt, selvfølgelig, efter mit nu 6. maraton, men årsagen denne gang er primært mit højre knæ som fik et slemt stød under et styrt cirka 2 km før slut om lørdagen på skates. Det var uheldigt. Der var en løber der holdt fast i min flaskeholder, og da jeg ville vifte ham væk midt i et sving fik han sparket min højre skøjte væk under mig og jeg røg lige på højre hofte og knæ. Jeg sluttede i tiden 1:20:52 og mener jeg ville have sluttet på cirka 1:19 fladt. Jeg var tændt lige før det skete, havde lige sagt til Trine "Er du klar, nu gørvi det færdigt!", og jeg satte ind for at vinde spurten, bare for en gangs skyld. Og jeg insisterer på at det ville have lykkedes, jeg har sjældent følt så stort et overskud som lige før dette punkt. Jeg var allerhelvedes flyvende, og følte alt bare spillede.
I det hele taget var rullemaraton et vældigt interessant løb. Ledelsen havde rykket gruppe C til at være 1:18 til 1:26, og de min sidste hurtigste tid var 1:22:30 var det givet at jeg skulle starte i C. Jeg havde hørt fra medrullere at de ville hoppe op i B, hvilket undrede mig da flere af de folk havde langsommere tid end mig. Og det var til at mærke i C-gruppen. Vi var lynhurtigt i front af gruppen, og mødte de langsommeste af B-feltet efter cirka 15K. Det undrede lidt, og her tænkte jeg "hvor pokker er alle de hurtigere rullere?" Svaret var selvfølgelig simpelt, de var i B. Finn (Fra Roskilde) og jeg kæmpede for at bryde feltet forest i C, ved at tage seriøse leads, for at få skildt gruppen. Men det gjorde ikke den store forskel. Vi satte gradvist hastigheden ned, og kørte 28-30 km/t cirka ved 25 km. Vi mødte flere og flere B-grupper, og sprang frem på denne måde, og flere B-løbere hoppede med, og feltet blev stærkere med nye løbere. De sidste 10 km blev kørt solidt, og med en herlig energi som varslede en smuk afslutning på et intensivt løb. Jeg fortrød flere gange at have taget drikke-bælte på, da folk holdt i det, og det endte da også med et styrt på den konto. Skidt pyt, det blev en habil tid alligevel, og jeg fik da sluttet med en spurt alligevel (som fotografen heldigvis kan bevidne). Dog har jeg haft lyst til at undskylde til den stakkels samarit da jeg skvattede. Mit ben krampede med det samme, og jeg væltede bagud og kan huske frygten for at blive kørt over af det tog der kom efter af hurtige løbere i svinget. Jeg skreg så højt jeg kunne og stak armen i vejret, og på en næsten surrealistisk måde deltes toget i to omkring mig og samledes igen lige foran mig. Meget vildt at se nedefra. Samaritten hjælp mig og sagde jeg skulle lægge mig ned. Jeg bandede og svovlede og har muligvis råbt "FUCK!" gentagende gange mens jeg febrilsk hamrede benet i jorden for at vække det fra krampen. Og herefter kunne jeg trille og øge hastigheden gradvist. Men kønt har det nok ikke været med denne super vrede løber.
Jeg var mest af alt sur på ham der væltede mig, men også bare ærgerlig over ikke at kunne bevis at jeg var stærk i spurten. Mit problem har nemlig altid været dette punkt, at jeg viger for andre i det kritiske øjeblik, lidt af magelighed, og lidt fordi jeg tænker de andre er bedre, så mange mentale øvelser har gået forud for at forsøge at tage lead på spurten og indfri potentialet. Nu var løbet slut, vi drog til middag (men savnede Ulrik, og var nervøse for ham. Han var forsvundet under løbet, og vi kunne se han startede, men ikke nåede halvvejs). Jeg var nervøs for dagen efter, om jeg dog kunne løbe. Min ryg gjorde ondt, og det gjorde mit knæ og min hofte også. Efter middagen luntede jeg hjem og prøvede at små-løbe på det. Jeg har set vanvittig ud sådan humpende og gentagende gange mumlende "nej, av av, det går ikke, av av". Og det gjorde det ikke. Jeg skrev en besked til Troels om at jeg nok ikke så ham om morgenen, og lagde mig til at sove i håbet om at stødet på knæet var overfladisk og at det hurtigt gik over. Men knæet var varmt og hævet, og virkede inflammeret i leddet. Ikke et godt tegn.
Kl. 05:30 vågnede jeg op til kæmpe smerter i ryg og forsøgte at lave lidt øvelser for at løsne op. Jeg pakkede mine ting, spiste morgenmad, tog toget og ankom til startområdet. Men knæet gjorde stadig ondt. Jeg besluttede mig for at varme op og løbet viste at knæet kunne løbes på i et stabilt tempo, men at det gjorde ondt hvis jeg lavede nogen vrid i det.
Jeg fulgtes med Troels til løbet, og det var super hyggeligt. Men jeg kunne godt mærke jeg havde lyst til hurtigere løb end Troels, som holdt cirka 05:35/km. Hver gang jeg rykkede lidt hurtigere sænkede han farten en smule. Det var lidt ærgerligt, fordi mit mål var de fire timer, og det kunne ikke nås med den hastighed. Jeg vidste jeg ramte muren, af erfaring, mellem 32 og 37 km, og så ville min hastighed droppe cirka 40%, så ren matematik gav en tid på cirka 4:15. Vores veje skiltes ved cirka 25 da Troels skulle lade vandet for 2. gang (for fanden, TB!) og jeg løb videre. Men knæet gjorde rigtigt ubehageligt nalder på dette tidspunkt og jeg havde tunge tunge ben. Jeg havde, for første gang, købt geler, og havde taget to undervejs. Ved 27 km var der en gel-post (for dem der ikke har prøvet det er geler mega klamme at spise i løbende tilstand). jeg tog en inden og nappede en ved posten til brug senere. Omkring de 32 skete der noget uventet, jeg begyndte at føle mig godt tilpas. Det var en mærkelig realisation af at det hverken gjorde fra eller til for smerten hvor hurtigt jeg løb, så jeg kunne lige så godt løbe hurtigt! Og det gjorde jeg så. Altså, hurtigere. Ved 35 kunne jeg se fire timer ballonerne, og jeg satte farten op. Ved 40 lå jeg side om side med dem, og jeg har sjældent følt mig stærkere og mere i kontrol over min krop. Jeg var klar til at nå under de fire timer. Selvom tiden ikke er imponerende, så er det imponerende at hente tid på de sidste syv km. Det vil enhver der har løbet et maraton bevidne, det gør man bare ikke, med mindre man er elite løber. Men viljen til at nå udner de fire timer var stærkere end logikken her og min lyst til at hvile og stik imod al forventning nåede jeg ind på 03:59.22. jeg sluttede med en spurt, og desværre var det knap så køn en afslutning da jeg kastede op lige over stregen, men da jeg kom til mig selv viste jeg samaritten mit ur og at jeg havde nået det. Hun klappet mig på ryggen lidt uvidende om den kamp jeg havde været igennem og sagde "Ok, good time" og smilede. Ja, det var. Allerhelvedes god tid. Ingen rekord, men i løbet af mine seks maraton har jeg ikke kunnet holde hastigheden hele vejen igennem, og så sandelig ikke øge den. Og det var en magisk bedrift i min bog, og det jeg er allermest stolt af. Hell yes!
Samlet fik jeg en placering der hedder 35 ud af knap 150 (mener jeg) og det såmænd ok. Men jeg gør det nok ikke igen. Det var det. Tak for denne omgang Berlin 2013. Sikke en vidunderlig oplevelse af at al træningen har givet mening på rulleskøjter, og at jeg jo godt kan hvis jeg sætter mig selv noget for. I dette tilfælde at komme under fire timer. Og jeg kom under fire timer. Fandeme så.
Som løber opstiller man altid et ocean af "disclaimers" for hvorfor lige netop dette løb og denne tid ikke er valid. Her er mit: Jeg løb på bånd, og dermed er der hverken vind eller bakker og dårligt underlag til at sænke hastigheden. Kunne jeg have løbet lige så hurtigt udenfor? Sikkert ikke, men tæt på! Dette er stort for mig. I 2010 hvor jeg "peakede" for min løbeform, og tiderne bare blev bedre og bedre forsøgte jeg mange gange at komme under 20 minutter på en 5-km tur, og det lykkedes aldrig. De hurtigste ture var præget af intervaller hvor jeg pustede ud ved lyskryds og så videre, og forleden "rensede" jeg ud i mine gamle rekorder for disse, for at se hvor hurtigt jeg egentlig havde løbet. Svaret var et eller andet sted omkring 20:40, og i dag tænkte jeg at nu skulle det være, nu skulle den slåes! I 2010 kom skaden nemlig, og jeg nåede aldrig de mål jeg satte for mig selv. Målene var under 20 minutter på fem km, under 44 på 10 km, og under en time på erimitageløbet. Men, der er håb endnu, stik imod al forventning. 
