Den frygtede skade

Når man mærker en smerte under et løb bliver man altid lidt mistænksom, men man ryster det hurtigt af sig i kampens hede. Der findes historier om løbere som har gennemført løb med benbrud og hjerteanfald, og det viser lidt om hvor lidt man mærker i kroppen under løb når man er igang med at lave PR. Det kan dog også vise lidt om hvor meget man ignorerer i blind tiltro til at bentøjet nok skal holde. Og det gør det nok også til det igangværende løb, men efterfølgende kan der ske to ting: Enten går det væk af sig selv, eller også bliver det ved og bliver værre. Heldigvis har min løbesæson været præget hidtil af en masse advarsler i form af ledsmerter og øvrige skavanker, som dog hurtigt er forsvundet. Indtil for to uger siden.

De faste læsere af denne blog (der er to) vil vide, at jeg sidste mandags købte et par racere med håb om at de skulle blive de nye konkurrence sko. I en kådhed over hvor lækre disse føltes gik jeg ud og løb 8 km intervalløb på Østerbro og på stadion med en gennemsnitstid på 03:48/km. Det er det hurtigste jeg nogensinde har løbet (men tæller som sådan ikke som PR, da der var pauser trukket fra). Og det føltes godt. Fandes godt. Bortset fra et enkelt lille stik i venstre hofte efter blot 4 km. Jeg tænkte, at det nok gik over. Jeg vendte glad hjem fra turen og fortalte Signe om den rekordpræstation jeg netop havde lavet. I år har jeg nemlig stillet mig selv tre udfordringer; Jeg skal løbe Erimitageløbet til nåletid (under cirka 1 time på knap 14 km), løbe maraton på under 03:30:00 og slutteligt løbe en 5 km på under 4 min/snit. Jeg var helt sikker på at næste gang jeg træk i de frække blå DS racere var tredje mål hjemme og jeg smilte stort af dette.

Dagen efter var jeg mindre kæk. Jeg havde meget ondt i venstre hofte hvor lårbensknoglen stikker ud. Her sidder nogle slimblærer som "smører" sener, muskler og så videre under løb således at det kan forløbe uden problemer. Af og til kan disse blive generet og gøre ondt, og i værste fald kan man få en inflammation (betændelse) i disse slimblærer. Det er som sådan ikke kritisk, da det jo ikke er i selve leddet, men kræver at man stopper med løb indtil det lægger sig. Igen, jeg har mærket lignende før, not a problem. Jeg følte mig som en uovervindelig løbemaskine som bulrede frem tid og distancemæssigt. Samtlige tre mål kunne smages, og jeg forberedte mig mentalt på hvorledes jeg skulle brøle af glæde når jeg slog rekorder på rekorder. Det skulle nok hele.

Onsdag løb jeg en kort 7 km tur i højt tempo (cirka 04:15/km) som egentligt føltes som en god solid træningstur og min maks puls var på cirka 85%. Jeg havde lidt mindre ondt efter løb og jeg tænkte da over dette, men lagde det væk - søndag var der jo Nike Test løb 2, 15 km. Og Nike blev løbet helt fint. Indtil 10 km. Så gjorde det pludseligt rigtigt ondt i hoften. Jeg fortsatte så godt jeg kunne men satte hastighed ned og sluttede med en helt ok tid. Tirsdag og torsdag løb jeg et par rolige ture og med stadig større irritation i hoften og nu også begyndende knæ og led-hofte smerter. Specielt højre knæ var begyndt at gøre ondt. Det stak, sved og brændte når jeg gik, sad og sov.

I dag havde vi en 25 km tur med Sparta og jeg havde glædet mig. Jeg aflyste dog tidligt i morges i realisation om at det nok var en fejl at løbe så langt med de smerter. Men jeg var tæt på, hvilket viser lidt om hvor meget viljen overskygger logikken. Jeg skrev istedet en mail til Sportsfyssen og håber dermed de har tid til at se mig snart... Jeg er godt bekymret og føler mig så trist over at jeg løb den satans interval for to uger siden. Det var så ærgerligt, selvom der ikke var megen grund til at tro at kroppen skulle reagere som den gjorde.

I dag løb jeg en 5 km tur på kastellet. For at mærke efter. Jeg synes jeg kunne mærke bedring. Det var dog ren illusion og lige nu gør det ondt i hofte, ved lårbensknoglen, samt højre og venstre knæ. Mit højre knæ "klikker" når jeg bøjer det, og jeg en fornemmelse af varme og løbende vand inde i knæet. Jeg tror ikke det er sundhedstegn.

Hvor er det altså bare surt, og jeg er rigtigt godt ked af det over det. Bekymret og frustreret. Igen, det kan gå begge veje: Enten holder det op, eller også bliver det værre og kræver pause. Og den kan være meget lang. Springerknæ og inflammation er ikke at kimse af, og det kan komme til at koste rigtigt dyrt. Det er fandeme så surt. 5 måneders hårdt arbejde igennem vinter med snesko og hue. Og så sidder man her i sit livs form og kigger ud på perfekt forårsvejr. Det var nu der skulle høstes af den hårde indsats!

Jeg siger det dog lige igen: 03:48 min/km. Det var sku hurtigt.