Uppers and downers - på vej mod målet

Lige så fantastisk som det kan være at nå sit mål og blive overrasket over sig egen udholdenhed og styrke i et løb (Nike 1 - 10 km, 04:30 km/min), ligeså ubehageligt knusende for ens selvtillid er det at løbe med på et træningshold og simpelhen bare ikke kunne følge med (igår, søndag 13. februar 2011 med hold 5, 04:50 på en 24 km træningstur i Dyrehaven). Ak ak.

Løbet var på hele 24 km, og jeg havde varmet op med en rask spurt inden rundt på stadion så jeg var godt varm. 04:50? No probs. Løbet startede som sådan også fint og der var da et friskt tempo på cirka 04:42 min/km de første 10 km. Så kom vi til Bakken og dernæst Dyrehaven, og jeg har helt glemt hvor ubehagelige de bakker er. Det var den selvsamme sidste stigning på Erimitageløbet hvor jeg plejer at gå helt død, som også denne gang nær tog livet af mig. Efter jeg fik pusten på toppen var vi hurtigt videre, og ved omkring de 16 km kunne jeg mærke jeg blev træt. Ved 19 km havde jeg ikke mere. Mine muskler syrede til, mine led gjorde ondt, og min kondi var godt i bund.

Jeg havde det lidt ligesom ved CPH marathon 2010 omkring de 30. Der havde jeg heller ikke mere at tage af. Jeg var faktisk halvvejs ved Nordhavn Station og havde taget mit startnummer af, da jeg dog huskede jeg havde en jobsamtale om mandagen, hvor der i mit CV står, at jeg løber maraton - Og jeg VIDSTE bare at de ville spørge om jeg løb CPH. Skammen ved at fortælle at man ikke gennemførte til en job-samtale var nok værre end en dårlig tid, så jeg besluttede mig for at gennemføre alligevel. Jeg tænkte, at jeg vel nok kunne løbe resten af vejen i et lavt tempo. Nul sukker i musklerne + tilsyrede muskler + trætte ben + absolut ingen viljestyrke = kalkun-agtig lunt over 12 km. Av.

Nå, men hvad var så årsagen i går til træning? Det er vel relativt simpelt: Jeg havde startet over mit niveau. Jeg var ikke på "cruise" tempo og jeg brændte energien alt for hurtigt. Da jeg nåede til de 19 var der ikke meget tilbage. Yderligere var der intet vand mellem 4 og 19 km. Yderligere var der de forbandede bakker. Øv øv.

Hvad har jeg så lært af det? Det same som CPH 2010. IKKE STARTE FOR HÅRDT UD! Man brænder ud, og sådan er det. Den eneste måde man kan have energi til et helt maraton er ved at disponere fornuftigt over indsats/tid. Den logiske tilgang er at starte i 05:00 og holde den så langt jeg kan. Problemet er bare, at så når jeg ikke mit mål på 03:30 på CPH 11. Et lidt dumt væddemål om en mani-kini i Medoc 2012 gør mig ekstra fokuseret.

Jeg har dermed to valg: Blive stædig og blive ved med at træne med hold 5 eller acceptere at jeg nok ikke når mit mål på de 03:30 og løbe med hold 6. Hvis det ikke havde været for de satans bakker.... ØV!